Jeg er desillusioneret – der må være bedre bud på årets leder end Jens Bjørn Andersen

Årets Leder 2023 er udnævnt, og valget er påfaldende. Eksperter kalder kåringen »perspektivløs« og »nærmest grotesk«. Men kåringen er ikke ukonventionel. Den flotte titel tilfalder den afgående topchef fra det danske transportfirma DSV, Jens Bjørn Andersen, der repræsenterer gamle ledelsesdyder, som han med egne ord definerer som »performance, købmandskab og snusfornuft«. En ledelsesstil, der har leveret imponerende økonomiske resultater. En ledelsesstil, der har skabt en velsmurt, effektiv opkøbsmaskine og sikret stort afkast til aktionærerne. Punktum. For så stopper rosen. I medierne bliver der løbende sat spørgsmålstegn ved, hvor grøn og klimaambitiøs DSV egentlig er. Faktum er, at i 2022 udledte virksomheden væsentligt mere CO₂ end i 2021, og først i 2050 forventes DSV at nå net-zero. Det er ti år senere end Mærsk. Et kvindeundertrykkende regime Den ros, som DSV rettelig fik for at opsige alt samarbejde med Rusland, da Ukraine blev invaderet, forstummer i lyset af et nyt samarbejde med Saudi-Arabien. Projektet lugter hverken grønt eller bæredygtigt, og ørkenstaten er et kvindeundertrykkende regime med blod på hænderne. Et tredje iøjnefaldende faktum er det totale fravær af mangfoldighed i topledelsen. Den øverst ansvarlige ledelse for en international kultur med 75.000 ansatte er alle hvide, danske mænd med en gennemsnitsalder på omkring 56 år. Er det virkelig den rollemodel, som vi ønsker at hylde i 2023? Jeg er nysgerrig på juryens valg. Deres intension var »at hylde en leder, som med en ekstraordinær indsats gør en verden til forskel. En forskel, som kan ses på flere bundlinjer«, men jeg ser kun en hyldest til den imponerende økonomiske bundlinje. Har juryen kigget ind bag murene i organisationen og spurgt, hvad de usædvanlige økonomiske resultater har haft af konsekvenser for trivslen og kulturen? Spurgt, hvordan det er ambitiøst først at være CO₂-neutral i 2050? Spurgt, hvad Saudi-shitstormen med vedvarende beskyldninger om brud på menneskerettigheder indikerer i forhold til ledelsesfokus og ledelsesstil? Hyldest af økonomiske resultater Det, jeg savner i kåringen af Årets Leder, er mere end hyldest af et flot økonomisk resultat. Jeg vil gerne se dokumentation for lederens evne til at skabe trivsel, mangfoldighed og bæredygtighed. 1. Hvordan er medarbejderomsætningen? 2. Hvordan ser sygefraværsstatistikkerne ud? 3. Er der styr på arbejdsmiljøet? 4. Hvordan har arbejdsglæden det? 5. Hvordan er kønsfordelingen i ledelsen? 6. Er der en inkluderende og mangfoldig kultur? 7. Formår virksomheden at efterleve de nye ESG-direktiver (Environment, Social, Governance) med løft på flere bundlinjer? 8. Skaber virksomheden holdbare resultater, men færrest mulige omkostninger – både menneskelige og planetariske? Jeg savner en hyldest af ledere, der tør gå nye veje, og som anerkender, at den industrielle vækstkurve ikke i sig selv er bæredygtig. Vi kan ikke løse nutidens kriser med gårsdagens logik, som Albert Einstein sagde det, men det kræver, at vi sammen tør skabe nye narrativer for succes og ledelse og nye fortællinger om et arbejdsliv, hvor de spor, vi sætter i hinandens liv og på planeten, er vigtigere end antallet af arbejdstimer og penge i aktionærernes lommer. Tror på cyklisk tilgang til vækst De nye narrativer bygger ikke på filantropi, men på en regenerativ, det vil sige genopbyggende, tankegang med mere nærvær, mere langsomhed, sammenhængskraft og forbundethed – mere hjerte. Den regenerative leder tror på en cyklisk tilgang til vækst og udvikling, det vil sige større balance mellem idéskabelse og fordybelse, og produktivitet og pause. Min begejstring for programmet og talerne på Ledelsens Dag 2023 var til en start stor. Der blev talt om langsomhed, mentale pauser, taknemmelighed og mangfoldighed, fordi disse emner er forudsætningen for langsigtet bæredygtig performance og en sund økonomisk bundlinje. Dagen igennem var der en fantastisk energi i et rum fuld af håb for fremtiden. Indtil Årets Leder blev udnævnt. Så faldt energien og håbet. På bagkant af et program spækket med en hyldest til nye ledelsesværdier og et nyt regenerativt paradigme klinger det hult at kåre en topleder, der med egne ord ser ledelse som performance. Hvis Ledelsens Dag 2023 havde hyldet det gamle knokleparadigme med ensidet blik for økonomisk afkast og vækst, så var sagen en anden. Nu tenderer det til »lederwashing«, at Ledelsens Dag og den faglige organisation Lederne, der står bag, med den ene hånd maler et billede af alle de fortrinligheder og grønne ledelsesværdier, som vi skal indføre på vores arbejdspladser, og med den anden hånd udviser en markant anderledes adfærd ved at udnævne en rollemodel, som scorer lavt på de non-finansielle bundlinjer. Det er vildledende. Det er hyklerisk. Og trist. Alligevel er kåringen et stærkt billede på vores samfundstid: Vi lever fortsat i en verden, hvor økonomisk overskud og succes er de eneste reelle parametre, vi har for at lykkes, som menneske og som leder. Alle taler om de nye tendenser, men få sætter handling bag ordene. I sidste ende kan du kun kigge dig selv i spejlet og spørge: Hvad er god ledelse anno 2023? Det er dit valg. Din beslutning. Dit lederskab. https://www.berlingske.dk/kommentar/jeg-er-desillusioneret-der-maa-vaere-bedre-bud-paa-aarets-leder-end-jens